Spring til indhold

Lukning af socialt tilbud

Hvis I ønsker at lukke et socialt tilbud eller en fond, er her en vejledning til, hvordan I gør.

Hvis bestyrelsen beslutter at lukke er tilbud skal der udarbejdes en plan for nedlukning (f.eks. hvornår fraflytter beboerne, hvornår opsiges personalet, opsigelse af lejekontrakt og salg af løsøre mm.). Denne plan fremsendes til os sammen med et underskrevet referat af bestyrelsesmøde, hvor beslutningen om lukning træffes.

Hvis bestyrelsen samtidig beslutter at opløse fonden, og denne er solvent, skal dette besluttes i henhold til fondens vedtægter (oftest på 2 møder og med kvalificeret flertal), og beslutningen skal godkendes af såvel os som Civilstyrelsen jf. lov om socialtilsyn. Beslutningen om opløsning skal begrundes over for os og Civilstyrelsen. I skal forvente, at Civilstyrelsen har op til 6-7 måneders sagsbehandlingstid. Er fonden insolvent kan den alene opløses ved indgivelse af konkursbegæring.

Det skal bemærkes, at Civilstyrelsen normalt kun vil tillade opløsning af en fond, hvis formålet er blevet umuligt eller klart uhensigtsmæssigt at efterleve, eller det er økonomisk uforsvarligt at opretholde driften.

Når der er udarbejdet afsluttende regnskab for fonden, skal bestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse af evt. nettoformue jf. vedtægterne. Beslutningen skal godkendes af os. Der kan først udloddes af formuen, når Civilstyrelsen har godkendt opløsning af fonden.

Hvis fonden ikke ønskes opløst, underretter vi Civilstyrelsen, der herefter bliver fondsmyndighed for fonden.

Vi skal gøre bestyrelsen opmærksom på, at hvis bestyrelsen ikke handler rettidigt og dermed påfører fonden ekstra udgifter til f.eks. lønninger i en længere periode efter lukning af tilbuddet, kan dette betyde et personligt erstatningsansvar for bestyrelsesmedlemmerne, idet dette vil blive betragtet som misbrug af fondens midler. Vi vil påse dette i forbindelse med det afsluttende regnskab.



Feedback

Sidst opdateret

06.05.2019

Ansvarlig redaktør

Iris Birgitte Christiansen