Spring til indhold

Det løbende tilsyn

Socialtilsyn Øst fører løbende tilsyn med, at I som plejefamilie lever op til kravene i kvalitetsmodellen og til det, der står i jeres godkendelse. I lov om socialtilsyn kaldes dette det driftsorienterede tilsyn, og vi skal komme på tilsynsbesøg mindst en gang årligt.

Socialtilsyn Øst er myndighed, det vil sige, at vores opgave er at føre kontrol med forholdene i jeres plejefamilie. Men – nok så vigtigt – er vores opgave også at bidrage til, at I løbende fastholder og udvikler kvaliteten i jeres plejefamilie. Et vigtigt redskab til begge dele er dialogen, det konstruktive samarbejde og gennemsigtigheden i vores handlinger, observationer og afgørelser. Som plejefamilie kan I bruge os til at sikre jer, at der til stadighed er overensstemmelse mellem de plejebørn, I har, og det, der står i jeres godkendelse. 

Anmeldte og uanmeldte tilsyn mm. 

  • Vi kommer på anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i jeres familie. Nygodkendte plejefamilier skal have tilsyn inden for et år – men ellers følger vi kalenderåret.
  • Vi udarbejder tilsynsrapporter efter tilsynsbesøgene, hvis hovedkonklusioner lægges på Tilbudsportalen, så relevante fagpersoner i kommunerne kan se dem.
  • Vi fører et økonomisk tilsyn, hvor vi sikrer os, at jeres økonomi – som er en vigtig forudsætning for at I kan udgøre en stabil ramme for et eller flere plejebørn – er bæredygtig.
  • Vi har mulighed for at give en plejefamilie forskellige typer af sanktioner – påbud, skærpet tilsyn og i sidste ende trække plejefamiliens godkendelse tilbage.

Forberedelse til et tilsynsbesøg 

Inden et anmeldt tilsynsbesøg får I et brev, hvor vi oplyser, hvornår vi kommer på tilsynsbesøg.

I udgangspunktet skal alle i familien være til stede under tilsynsbesøget. Derfor er det vigtigt, at I løbende oplyser os om forhold, der gør et tilsynsbesøg uhensigtsmæssigt i en periode fx indkøring af et nyt plejebarn. I brevet står der, hvilke af kvalitetsmodellens temaer, vi ønsker at føre tilsyn med. I bliver også bedt om at udfylde ’Oplysningsskema til driftsorienteret tilsyn – plejefamilier’, som I finder under Selvbetjening her på siden. Det er vigtigt, at I udfylder alle punkter i skemaet, også selv om I ikke synes, der er sket store ændringer – skemaet er en vigtig del af vores forberedelse. Medmindre andet er aftalt, returneres skemaet og de dokumenter, vi har bed om senest 14 dage inden tilsynsbesøget. 

Et uanmeldt tilsynsbesøg kan I – af gode grunde – ikke forberede jer til, hvilket vi er klar over. Når vi ankommer, taler vi med jer om en relevant rammesætning af tilsynsbesøget. Det er muligt, at I efter besøget skal fremsende flere oplysninger til os. 

Når I taler med jeres plejebørn om socialtilsynet, kan I have nytte af de foldere, der er udarbejdet til børn og unge om socialtilsynets besøg. I kan også vise jeres plejebørn den korte video, der er udarbejdet, om, hvad det vil sige at have besøg af en af Socialtilsyn Østs tilsynskonsulenter. I finder materialet højreboksen Læs mere

Tilsynsrapporten 

Efter et tilsynsbesøg udarbejder vi en tilsynsrapport, som I får i høring i 14 dage. I høringsperioden har I mulighed for at påpege faktuelle fejl og mangler i tilsynsrapporten. Herefter lægges hovedkonklusionerne fra tilsynsrapporten på Tilbudsportalen.

 



Feedback

Sidst opdateret

04.03.2024

Ansvarlig redaktør

Sandra Nygaard Sørensen