Spring til indhold

Handlekommuner

Socialtilsyn Øst har på specifikke områder oplysningspligt i forhold til de kommuner, der har visiteret borgere til de sociale tilbud og plejefamilier, som Socialtilsyn Øst fører tilsyn med. Parallelt hermed har de kommuner, der har ansvaret for borgernes ophold i de sociale tilbud og plejefamilier, i visse tilfælde oplysningspligt over for Socialtilsynet.

Socialtilsyn Østs oplysningspligt 

Hvis vi i forbindelse med vores tilsyns virksomhed får kendskab til bekymrende forhold på et socialt tilbud eller i en plejefamilie, der kan være relevant for de kommuner, der fører det personrettede tilsyn med borgerne på det sociale tilbud eller i plejefamilien, skal vi underrette de ansvarlige kommuner om de bekymrende forhold, vi har observeret. 

Specifikt gælder det, at vi altid skal orientere de ansvarlige kommuner, når der er truffet en afgørelse om ophør, skærpet tilsyn og/eller om påbud i en plejefamilie eller et socialt tilbud. Vi kan i nogle situationer vælge, at orientere om bekymrende forhold, der ikke medfører en afgørelse fra os. 

Vi må kun videregive de oplysninger, der er nødvendige for den ansvarlige handlekommunes indsats over for borgeren. 

Bemærk: På Tilbudsportalen ligger altid den seneste tilsynsrapport som Socialtilsyn Øst har skrevet fra tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier (sidstnævnte er kun tilgængelige for myndighedssagsbehandlere m.fl.) 

Handlekommuners oplysningspligt 

Hvis en kommune, der har ansvaret for en borgers ophold i et socialt tilbud eller en plejefamilie, bliver opmærksom på bekymrende forhold i tilbud, der er omfattet af Socialtilsyn Østs tilsyns virksomhed, har kommunen pligt til at orientere os. 

Vi har i denne forbindelse en pligt til at høre kommunens vurdering af det sociale tilbuds eller plejefamiliens evne til at opnå de mål, der er opstillet for den eller de borgere, der er omfattet af bekymringen.



Feedback

Sidst opdateret

16.05.2019

Ansvarlig redaktør

Iris Birgitte Christiansen