Når I er godkendt som plejefamilie, vil I fra den dato, der fremgår af godkendelsen – uanset om I har fået plejebørn eller ej – blive betragtet som en plejefamilie.
Det betyder flere ting, som I skal være opmærksomme på fra en start.
De plejefamilier Socialtilsyn Øst har tilsynsforpligtelsen med kan modtage både anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg fra dag første da de er godkendte. Nye godkendte plejefamilier skal have det første tilsynsbesøg inden for et år efter godkendelsen.
Fra første dag I er godkendt, ligger oplysningerne om jer på Tilbudsportalen. Det er kun kommunale sagsbehandlere / familieplejekonsulenter, der kan se jeres personlige oplysninger, herunder navn og kontaktoplysninger.
I har en pligt til at oplyse Socialtilsyn Øst om væsentlige ændringer i jeres familie, der kan påvirke jeres godkendelse. Det kan være børn, der flytter hjemmefra, skilsmisse, alvorlig sygdom, arbejdsløshed mm.
I er altid velkomne til at ringe eller sende en mail, hvis der er noget, I er i tvivl om.
Hvordan får vi plejebørn?
Det er kommunerne, der har ansvaret for at finde plejefamilier til de børn, der afventer en familieplejeanbringelse. I kan derfor enten afvente, henvendelse fra en kommune ud fra jeres oplysninger på Tilbudsportalen eller I kan selv henvende jer til kommunerne i jeres område og fortælle dem om jeres kompetencer og ønsker.
Husk, at der skal være det rigtige match mellem plejebarn og plejefamilie. Der kan derfor gå noget tid fra godkendelsen, til I får jeres første plejebarn.
Godkendelsen kan udløbe
Hvis I ikke har fået plejebørn i løbet af tre år efter jeres godkendelse, bortfalder jeres godkendelse automatisk, og I vil skulle søge om en ny godkendelse. Bemærk i øvrigt, at hvis I kun har aflastningsopgaver for børn efter servicelovens § 84 (aflastning for forældre), anses dette ikke for at være brug af jeres godkendelse, da denne type opgave ikke kræver en generel godkendelse. Det betyder at jeres godkendelse bortfalder efter tre år ligesom ovenstående.