Tilsyn med godkendte sociale tilbud

Når et socialt tilbud er godkendt, fører Socialtilsyn Øst løbende tilsyn med, at tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet med udgangspunkt i kvalitetsmodellen og betingelserne i godkendelsen. Det kaldes det driftsorienterede tilsyn.

Tilsynet tager udgangspunkt i socialtilsynenes kvalitetsmodel, som består af følgende fem temaer:

  • Målgruppe, metode og resultater
  • Sundhed og trivsel
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer

Derudover fører Socialtilsyn Øst tilsyn med tilbuddets økonomi som en del af den samlede vurdering.

Læs mere om kvalitetsmodellen på socialtilsynenes fælles hjemmeside.

Som betingelse for at blive godkendt og beholde godkendelsen skal tilbuddet have den fornødne kvalitet. Fornøden kvalitet vil sige, at tilbuddet opfylder alle kvalitetskriterierne inden for hvert kvalitetstema. Det gælder både de temaer, som fremgår af kvalitetsmodellen, og temaet økonomi, som ikke fremgår af kvalitetsmodellen.

Sådan fører vi tilsyn

Socialtilsyn Øst kommer på tilsynsbesøg mindst hvert tredje år.

Tilsynet sker som udgangspunkt uanmeldt, medmindre særlige forhold gør det nødvendigt, at tilsynet foretages anmeldt. Ved de anmeldte tilsyn kontakter vi jer på forhånd og giver besked om tid, sted og program for tilsynsbesøget.

I forbindelse med tilsynet indhenter vi relevante oplysninger og taler med ledelse, medarbejdere, borgere, pårørende, kommuner og andre samarbejdspartnere. Vi fører desuden et årligt økonomisk tilsyn med blandt andet budgetter, årsrapporter og årsregnskaber. I den forbindelse kan vi også indhente oplysninger fra Skattestyrelsen og andre myndigheder.

Læs mere om det økonomiske tilsyn under fanen Økonomisk tilsyn.

Afrapportering

Efter tilsynsbesøget modtager I en afrapportering. Hvis det er kvalitetsmangler, vil I modtage en påtænkt afgørelse med uddybende begrundelse for kvalitetsmanglerne.

Læs mere om affrapportering på socialtilsynenes fælles hjemmeside.

Senest opdateret 08-07-2026