For at blive godkendt som plejefamilie for anbragte børn eller børn i støtteophold skal I gennemføre et godkendelsesforløb hos Socialtilsyn Øst. Hvis I er samlevende, skal begge deltage i forløbet.
Vi anbefaler, at I først deltager i et informationsmøde, hvor I kan få indblik i opgaven som plejefamilie. Her fortæller vi blandt andet om godkendelsesforløbet og de krav og forventninger, der er til kommende plejefamilier.
Find oversigt over informationsmøder her
Før vi kan begynde at behandle jeres ansøgning, skal I samtidigt tilmelde jer et grundkursus og sende en ansøgning på Tilbudsportalen.
Tilmelding til grundkurset
Hvis ingen af de aktuelle kursusdatoer passer jer, anbefaler vi, at I afventer nye kursusforløb, før I sender jeres ansøgning.
Oversigt over grundkursus 2026
Ansøgning på Tilbudsportalen
Når I er tilmeldt et grundkursus, kan I indsende jeres ansøgning via Tilbudsportalen.
På Tilbudsportalen finder I information om, hvilke bilag der skal vedhæftes ansøgningen. Det er vigtigt, at ansøgningen udfyldes korrekt, og at alle relevante dokumenter vedlægges, da de indgår i vurderingen af jeres godkendelse.
I nogle tilfælde kan Socialtilsyn Øst have behov for at indhente yderligere oplysninger, for eksempel helbredsoplysninger eller oplysninger fra jeres kommune. Hvis det bliver relevant, vil vi bede om jeres samtykke.