Socialtilsyn Øst fører tilsyn med plejefamilier for at sikre den fornødne kvalitet i indsatsen med børn og unge og vurdere, om plejefamilien fortsat lever op til betingelserne for godkendelsen.
Socialtilsynet foretager en samlet faglig vurdering af, om plejefamilien har den fornødne kvalitet på baggrund af kvalitetsmodellens fem temaer:
- Målgruppe, metode og resultater
- Sundhed og trivsel
- Familiestruktur og familiedynamik
- Kompetencer
- Fysiske rammer
Derudover fører Socialtilsyn Øst tilsyn med plejefamiliens økonomi som en del af den samlede vurdering.
Sådan fører vi tilsyn
Plejefamilier skal have et lovpligtigt tilsyn hvert andet år. Der kan gennemføres tilsyn oftere, hvis der er behov for det
Tilsynet vil som udgangspunkt starte med et uanmeldt besøg i plejefamilien. Formålet er at få et indblik i den daglige praksis og hverdagen hos jer.
I forbindelse med et uanmeldt besøg er det vigtigt for jer at vide, at:
- I ikke skal aflyse allerede planlagte aktiviteter, aftaler eller gøremål, fordi vi kommer
- Tilsynet tilpasses jeres hverdag, så besøget i videst muligt omfang gennemføres med mindst mulig forstyrrelse
Det uanmeldte besøg kan suppleres med, at socialtilsynet efterfølgende indhenter yderligere oplysninger:
- gennem virtuelle møder
- skriftligt fra jer
- gennem dialog med og dokumentation fra relevante parter
Vi vil desuden gøre opmærksom på, at plejefamilier har ret til at lade sig bistå af andre ved tilsynsbesøg jf. forvaltningslovens §8. Det fremgår ligeledes, at I ikke er forpligtet til at lukke socialtilsynet ind, når vi kommer uanmeldt. Hvis I afviser et uanmeldt besøg uden en relevant begrundelse eller årsag, kan det få betydning for vores vurdering og den videre behandling af jeres sag.
Afrapportering
Efter tilsynsbesøget modtager I en afrapportering. Hvis det er kvalitetsmangler, vil I modtage en påtænkt afgørelse med uddybende begrundelse for kvalitetsmanglerne.
Læs mere om afrapportering på socialtilsynenes fælles hjemmeside.