Fast-track-godkendelse af plejefamilier
Fast-track er en særlig ordning, der skal sikre, at børn, som er anbragt akut hos en familie, ikke behøver at opleve et nyt skift i anbringelsen, fordi familien ikke kan nå at blive godkendt inden for den almindelige sagsbehandlingstid.
Godkendelsesprocessen er den samme som ved en almindelig godkendelse af plejefamilier. Forskellen er, at Socialtilsynet behandler sagen inden for seks uger. Sagsbehandlingstiden regnes fra den dato, hvor kommunen har truffet afgørelse om den akutte anbringelse.
Betingelser for Fast-track
For at en sag kan behandles via Fast-track, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Kommunen har truffet afgørelse om akut anbringelse af et barn hos den pågældende familie.
- Kommunen forventer, at barnet skal være anbragt i familien ud over den akutte periode.
- Kommunen har ikke mulighed for at anbringe barnet i en allerede godkendt plejefamilie eller netværksplejefamilie.
- Kommunen vurderer, at familien forventeligt kan opnå en generel godkendelse som plejefamilie.
- Socialtilsynet er orienteret om anvendelsen af den ikke-godkendte plejefamilie efter reglerne i barnets lov.
Det er kommunen, der skal redegøre for, at betingelserne er opfyldt.
Socialtilsyn Øst vurderer herefter, om sagen opfylder kravene til behandling via Fast-track. Der kan ikke klages over en eventuel afvisning af at behandle sagen efter Fast-track-ordningen.